Return to site

Praktikplads som bedemand samt efteruddannelse

Praktikken som bedemand er et mentorforløb, hvor man kommer rundt om alle bedemandens arbejdsfunktioner. Praktikperioden er ca. 1 år

Enhver kan i realiteten slå sig ned som bedemand, men ønsker man at blive uddannet bedemand, kan det være svært at finde en praktikplads.

I gamle dage fungerede erhvervet bedemand, som så mange andre i forhold til uddannelse. Man kom ofte i lære ved familie eller bekendte, og så gav de en den viden de selv havde fået, og det de har erfaret sig til gennem årene.

Sådan fungerer det ikke mere, de fleste steder, og man må selv ud og kontakte de forskellige bedemænd, hvis man vil have en praktikplads.

Bedemandsuddannelsen henvender sig til personer, der ønsker at etablere sig som selvstændig bedemand eller som ønsker beskæftigelse som assisterende bedemand.

Uddannelsen er også velegnet som efteruddannelse til ejere og ansatte i eksisterende bedemandsforretninger.

Praktikpladsen som bedemand

Praktikken består af et ansættelsesforhold/ mentorforløb, hvor man kommer rundt om alle bedemandens arbejdsfunktioner. Det er individuelt, hvor længe den enkelte har behov for at være i praktik, men som minimum kræves 1 års praktik.

Praktikperioden afsluttes med en ugentlig test, der gennemføres med godkendt praktikvært, og hvor det indlærte testes af, og dokumenteres.

Såvel praktikvært som praktikant bekræfter med deres underskrift på checklisten at praktikanten er i besiddelse af den nødvendige viden på alle områder.

Den uddannede bedemand

Når man har færdiggjort uddannelsen til bedemand, kan man enten starte selvstændigt op med eget begravelsesfirma eller -forretning, men man kan også blive ansat ved eller blive partner i et allerede eksisterende firma. Dette er oftest ens praktiksted.

Man kan også vælge at efteruddanne sig. Rundt i Danmark er der enkelte begravelsesforretninger der tilbyder efteruddannelseskurser til bedemænd.

Man har også muligheden for at tage til udlandet, for eksempel i Norden eller USA. I USA findes der blandt andet specialiseringskurser inden for blomster arrangementer, rekonstruktion og sminkning af døde eller at håndtere kæledyrs død.

Der er mange muligheder som bedemand.